Med en værdi for intensiteten bliver træningsplanlægning meget nemmere. Man kan nemlig med funktionen nemt holde øje med, hvordan intensiteten er blevet fordelt i løbet af ugen. Dermed kan man også se om det stemmer overens med planlægningen af træningen, som selvfølgelig ikke skal ligge på det høje intensitetsniveau hver dag. For ligesom når mennesker træner, nedbrydes hestens muskler også under træning. Derfor skal hesten også have dage til restitution, hvor intensiteten af træningen ikke er på højde med hårde træningsdage.

Kigger man på intensiteten for den enkelte ridetur kan man få overblik over belastningen på hesten. Her er det især interessant om der er ophold i det høje intensitetsniveau og dermed om der er lagt skridtpauser ind. Hvilket selvsagt er vigtigt, da hesten såvel som rytteren syrer til i musklerne under træningen og dermed kan yde bedre efter en skridtpause.

Det enkelte tal for intensiteten er i sig selv ikke særlig brugbart. Man kan derfor ikke sige, at intensiteten bør ligge på 8000 ved en dressur- eller springtræning.  Værdien for intensiteten kan derfor kun bruges i sammenligning med data for hestens intensitet ved en anden træning eller som et mål for fordelingen af den individuelle træning.